SCHÆFERHUNDEN

Herunder lidt refleksioner omkring schæferhunden og racens oprindelse.
Kilder:

 

Wikipedia
hunderacer.dk

Besøg hunderacer.dk og find et univers af gode og brugbare informationer om hunderacer, raceportrætter og billeder – et sted der er værd at kigge forbi.

 

Oprindelse og alder

Racen opstod som et resultat af parring mellem forskellige tyske fårehunde og collie, udført af ritmester Max von Stephanitz i sidste halvdel af 1800-tallet. Han ønskede at skabe en duelig brugshunderace.

Stephanitz viste den nye race frem for første gang på Hannover-messen i 1892. Den 22. april 1899 præsenterede Stephanitz schæferhunden «Hektor Linksrhein», som da
var blevet omdøbt til «Horand von Grafrath», ved en hundeudstilling i Karlsruhe. Samme dag dannede han og 13 andre entusiaster schæferhundeklubben Verein für Deutsche Schäferhunde (SV).

Den første racestandard blev præsenteret 20. september samme år, og den første hund som blev registreret i det nye register var netop «Horand von Grafrath». Allerede i 1901 blev den første schæferhund godkendt som politihund i Tyskland. Registeret voksede hurtigt. I 1903 var der 575 medlemmer. I 1913 var antallet steget til 5.988 medlemmer.

Siden blev schæferhunden, under ledelse af Verein für Deutsche Schäferhunde (SV), udviklet til den populære racehund vi kender nu. I dag er Verein für Deutsche Schäferhunde (SV) verdens største raceklub for nogen hunderace. Medlemstallet har passeret 85.000.

Udseende, anatomi og fysik

Schæferhunden er en stor og kraftig hund med en langstrakt skrånende krop, hvor lændepartiet er klart lavere end skulderhøjden.
Hannerne bliver normalt 60-65 cm i skulderhøjde og vejer 30-40 kg. Tæverne bliver ca. 5 cm lavere og vejer ca. 22-32 kg.

Pelsen har tætte kraftige dækhår og kraftig underpels. 
Hovedet er kileformet og tørt, hverken for bredt, spidst eller groft, med stående spidse ører.
Halen er lang og busket og skal bæres i en let bøjet kurve.

Farven er sædvanligvis sort (sadel) med rødbrune, brune, gulbrune og lysegrå pletter, lysere omkring bugen.
Ensfarvet sort og grå er også tilladt, men sidstnævnte skal have sort sadel og maske.
Ubetydelige indslag af hvidt tillades.

Hovedet skal have sort maske.
Dette er kun for godkendte schæfere i Danmark, i resten af verden findes der utallige andre farvekombinationer.

 

Racens kropslige udtryk og udvikling har i lang tid gået mod et stadig mere skrånende lændeparti.

Hvid schæferhund accepteres ikke af FCI og Dansk Kennel Klub, selv om denne variant findes og ikke er albino. (Red: DKK registrer disse som "hvid schweizisk hyrdehund")

Langhåret schæferhund er accepteret som officiel variant af racen (Red: Dog ikke langhåret uden underuld).

Racen er arveligt disponeret for hofteledsdysplasi (HD) og albuledsartrose (AA/AD).
Visse linjer er desuden udsat for schæferkløe (atopi), en arvelig allergi.

Brugsområde

Schæferhunden er en meget alsidig brugshund, som i dag benyttes til alt fra lavine- og eftersøgningshund, til politi- og militær tjenestehund med en række forskellige opgaver. Den er også en meget populær familiehund, som egner sig godt til forskellige former for hundesport.

 

Temperament

Schæferen er en selvstændig og intelligent hund der elsker, at bruge sig selv. Den har en stor lyst til, at lære og den er samarbejdsvillig. Det er en fantastisk arbejdshund der er ganske engageret når det kommer til sin familie - og så er den rigtig god til børn.

Stanley Coren - en forfatter der skrev bogen “The Intelligence of Dogs” - har rangeret alle hunderacer i verden, hvor han placerede Schæferhunden som værende den 3. mest intelligente hund der findes. Det man skal tage i betragtning her er dog, at Schæferhunden er en utrolig stærk hund - meget stærkere end Pudlen og Border Collien (der begge rangerede højere end Schæferen). Når man kombinerer Schæferens styrke med dens høje intelligens, så får man en service- og arbejdshund i en kaliber for sig selv.

Schæferen bliver brugt som både vagthund og servicehund - især af politi og militær. Selvom Schæferhunden er en fantastisk vagthund, så betyder det ikke, at det er en aggressiv hunderace. Hvis man kigger på statistikker over skambid i eksempelvis Danmark, så vil man måske se, at Schæferhunden ofte ligger i toppen af skalaen. Der er dog en ganske fornuftig forklaring på denne statistik: Bid fra arbejdsopgaver fra eksempelvis politiopgaver er nemlig kalkuleret ind i denne statistik. Dog har Schæferen et beskytterinstinkt, der kan resultere i uhensigtsmæssig adfærd.

I forlængelse med ovenstående, så bør man socialisere sin Schæferhund i et tidligt hvalpestadie. Det betyder i praksis, at man bør præsentere hunden for andre mennesker, fremmede mennesker, andre hunde og børn. Hvis man socialiserer sin Schæfer tidligt, så vil den i fremtiden bedre kunne vurdere hvad der er en reel trussel.

Schæferen har en fantastisk evne til, at knytte sig stærkt til sin familie. Det er en mild hund der er kærlig over for hele familien. Grundet den store tilknytning vil det ikke altid være hensigtsmæssigt, at omplacere hunden - der vil dog være situationer hvor det ikke kan blive anderledes. Schæferen vil formentlig vente på, at dens ejer kommer tilbage efter den, hvilket kan gøre processen ved omplacering mere besværlig end håbet.

Det generelle temperament af en Schæferhund er godt. Dog skal det siges, at det er vigtigt, at ejeren af en Schæferhund ved, hvad det kræver, at opdrage og træne sin Schæferhund.

Hvis man er førstegangsejer af en Schæferhund, så bør man uden undtagelse tage kurser i opdragelse og træning.

Schæferhunden bryder sig ikke endvidere om, at være alene en hel dag. Destruktiv og uhensigtsmæssig adfærd kan udvikles, hvis ikke ejeren/familien har tiden til, at stille hundens behov for daglig motion og aktivering. Uhensigtsmæssig adfærd dækker over gøen, angst eller destruktiv adfærd (gnave i sko, sofaen eller gardinerne).

 

Aktivitet og motionsbehov

Schæferne har brug for en del motion dagligt. Det er en klog hunderace der skal stimuleres mentalt såvel som fysisk. Det er en hunderace der godt kan lide, at behage sin ejer - men som samtidig har en lyst til, at arbejde hårdt.

Der er forskellige holdninger til om det er gavnlig at kast bold eller andet med en Schæfer. Det trigger forskellige drifter i hunden, som kan tage relativ lang tid for hunden at få bragt ned i niveau.

Lydighedstræning er vigtigt - allerede fra meget ung hvalp. Schæferen har nemlig allerede som ung hvalp en stor lyst til, at lære - og det kan med fordel udnyttes. Det er vigtigt, at man sørger for - som før nævnt - at stille hundens behov, da den kan udvikle adfærdsmæssige problemer, hvis ikke behovet bliver dækket. Det er en hunderace der har behov for, at man som ejer ér der for den - den har altså brug for sin daglige portion motion og arbejdsopgaver.

Det kan til tider være svært, at finde på noget, at underholde sin Schæferhund med - men heldigvis er der også råd for det. Hundesport. Agility eller lydighedstræning er 2 hundesport der er fantastisk velegnede for Schæferhunden - og den vil elske dig for det. Hunden bliver socialiseret og du - som ejer - kan udveksle gode råd, erfaringer eller bekendtskaber med andre hundeejere.

Pels og pleje

En Schæferhund er en hunderace der godt kan fælde temmelig meget. Hvis man vil mindske risikoen for, at der ligger pels overalt i hjemmet, så anbefales det, at man børster sin Schæferhund jævnligt. Den fælder lidt året rundt, men hvert år vil der være et par sæsonfældninger - her vil det være en god idé, at børste den dagligt.

Når det kommer til, at bade sin Schæferhund, så er den egentlig ikke så krævende. Et bad 2-4 gange om året er som regel rigeligt. Hvis den render rundt i skidt og mudder en dag, så kan det naturligvis godt kræve, at man bader den en ekstra gang. En Schæferhund har der der oftest bliver omtalt som værende en “selvrensende pels”, hvilket basalt set betyder, at når pelsen tørrer, så smuldrer snavs og skidt af i løbet af kort tid.

pH-værdien i en Schæfers pels, er ikke den samme som menneskers. Den har nogle olier i pelsen, der kan tage skade hvis man bader hunden for ofte - og specielt hvis ikke man bruger den rigtige hundeshampoo.

Schæferhunden har sorte negle, hvilket kan gøre, at trimning af negle kan være lidt besværligt. I neglene løber der nogle en blodårer, som man kan risikere, at klippe over, hvis ikke man udviser forsigtighed. Det er meget smertefuldt for en hund, hvis man klipper neglene for langt ned. Hvis ikke man er sikker på, at man kan gøre det rigtigt, så bør man søge hjælp hos en professionel.

Ørerne på en Schæferhund skal renses forholdsvis ofte, da der kan ophobe sig snavs, skidt og ørevoks i ørerne, som kan resultere i eventuelle infektioner. Der findes nogle udmærkede øredråber til hunde, som kan forebygge øreproblemer. Ved rensning af ørerne på en Schæferhund, så skal man - hvis man kan - undgå, at skylle vand for langt ind i hundens øre, da det kan skade mere end det gavner.

Det er en god idé, at børste sin Schæferhunds tænder 3-7 gange i ugen. Man må for alt i verden ikke bruge almindeligt tandpasta som vi mennesker bruger. Når hunden skal have børstet tænder, så bør man købe en tandbørste der er beregnet til hunde og ligeledes en tandpasta til hunde.

Hundelegetøj og tyggelegetøj kan afhjælpe problemer med plak og tandsten.

Højavl, grå-avl og egenskaber.

Alle schæfere er grundlæggende brugshunde, og når de kommer fra avlskårede hunde, så har de også vist et minimum af brugsegenskaber.
Begge typer hunde holder sig inden for schæferhundens standard, men de har hvert deres fokus.

Højavlshundene er specialiseret i eksteriør og scorer derfor højt der og klarer sig brugsmæssigt.
Brugshundene scorer højt på brugsegenskaber og klarer sig eksteriørmæssigt.
Begge hunde er gode familiehunde, de har et udpræget flokinstinkt og knytter sig meget til sin familie.

Højavlschæferen har generelt et lidt roligere gemyt og når det kommer til aktivering tilpasser den sig lettere et liv, hvor der ikke nødvendigvis arbejdes så meget.
Brugsschæferen tilpasser sig ikke lige så let.
Træningsmæssigt er de ret forskellige, selvfølgelig med individuelle afstikkere.

Højavlshunden er generelt både tungere og langsommere end brugsschæferen når detkommer til brugshundearbejde. Den er ikke ligeså driftig og derfor faktisk ikke ligeså nem at motivere til den sidste hurtighed og præcision.

Højalvsschæferen er avlet til at løbe det flotteste trav, som bliver brugt i en udstillingsring. Her kommer brugsschæferen til kort, da den er langt mere kantet, mindre vinklet og desuden også med farver, der har lidt mindre af de karakteristiske tegninger, som man ser på højavlsschæferen.

Brugsschæferen har en tendens til at blive for lille i forhold til standarden, højavlschæferen har en tendens til at blive for stor, igen med individuelle afstikkere.

Begge typer er dejlige - men har hver deres styrker.