SCHÆFERHUNDEN

Herunder lidt refleksioner omkring schæferhunden og racens oprindelse.
Kilder:

Wikipedia
hunderacer.dk

 

Oprindelse og alder

Racen opstod som et resultat af parring mellem forskellige tyske fårehunde og collie, udført af ritmester Max von Stephanitz i sidste halvdel af 1800-tallet. Han ønskede at skabe en duelig brugshunderace.

Stephanitz viste den nye race frem for første gang på Hannover-messen i 1892.
Den 22. april 1899 præsenterede Stephanitz schæferhunden «Hektor Linksrhein», som da var blevet omdøbt til «Horand von Grafrath», ved en hundeudstilling i Karlsruhe. Samme dag dannede han og 13 andre entusiaster schæferhundeklubben Verein für Deutsche Schäferhunde (SV).

Den første racestandard blev præsenteret 20. september samme år, og den første hund som blev registreret i det nye register var netop «Horand von Grafrath». Allerede i 1901 blev den første schæferhund godkendt som politihund i Tyskland.

Registeret voksede hurtigt. I 1903 var der 575 medlemmer. I 1913 var antallet steget til 5.988 medlemmer.

Siden blev schæferhunden, under ledelse af Verein für Deutsche Schäferhunde (SV), udviklet til den populære racehund vi kender nu. I dag er Verein für Deutsche Schäferhunde (SV) verdens største raceklub for nogen hunderace. Medlemstallet har passeret 85.000.


Udseende, anatomi og fysik

Schæferhunden er en stor og kraftig hund med en langstrakt skrånende krop, hvor lændepartiet er klart lavere end skulderhøjden.
Hannerne bliver normalt 60-65 cm i skulderhøjde og vejer 30-40 kg. Tæverne bliver ca. 5 cm lavere og vejer ca. 22-32 kg.

Pelsen har tætte kraftige dækhår og kraftig underpels.
Hovedet er kileformet og tørt, hverken for bredt, spidst eller groft, med stående spidse ører.
Halen er lang og busket og skal bæres i en let bøjet kurve.

Farven er sædvanligvis sort (sadel) med rødbrune, brune, gulbrune og lysegrå pletter, lysere omkring bugen.
Ensfarvet sort og grå er også tilladt, men sidstnævnte skal have sort sadel og maske. Ubetydelige indslag af hvidt tillades.

Underpelsen er gerne lysegrå.

Hovedet skal have sort maske. Dette er kun for godkendte schæfere i Danmark, i resten af verden findes der utallige andre farvekombinationer.

Racens kropslige udtryk og udvikling har i lang tid gået mod et stadig mere skrånende lændeparti.

Hvid schæferhund accepteres ikke af FCI og Dansk Kennel Klub, selv om denne variant findes og ikke er albino.  (Red: DKK registrer disse som "hvid schweizisk hyrdehund")
Langhåret schæferhund er accepteret som officiel variant af racen (Red: Dog ikke langhåret uden underuld).

Racen er arveligt disponeret for hofteledsdysplasi (HD) og albuledsartrose (AA/AD).
Visse linjer er desuden udsat for schæferkløe (atopi), en arvelig allergi.


Brugsområde

Schæferhunden er en meget alsidig brugshund, som i dag benyttes til alt fra lavine- og eftersøgningshund, til politi- og militær tjenestehund med en række forskellige opgaver. Den er også en meget populær familiehund, som egner sig godt til forskellige former for hundesport.

 

Temperament

Schæferhunden er en meget intelligent hund, der er selvstændig, samarbejdsvillig og har en stor lyst til, at lære og bruge sige selv. Det er en exceptionel arbejdshund, men også en fantastisk og engageret familiehund, der er god til børn.
Det er en frygtløs hunderace og derfor egner Schæferen sig også som vagthund.

En fyr ved navn Stanley Coren offentliggjorde i 1994 en bog der skulle rangere forskellige hunderacer efter intelligents. Bogen hedder ” The Intelligence of Dogs”. Han rangerer Schæferhunden som værende den tredje mest intelligente hund i verdenen, kun overgået af hunderacerne; Border Collie og Pudlen. Det er relevant fordi at Schæferen er en meget fysisk stærk hund – meget stærkere end både Border Collien og Pudlen. Det betyder, at dens styrke kombineret med dens høje intelligens gør den til en fantastisk servicehund og arbejdshund.

At Schæferhunden tit og ofte bliver brugt at politi, militær og som vagthund betyder ikke, at det er en aggressiv hunderace – ikke mere end så mange andre hunderacer.
Når man ser på lister over skambid i Danmark, så ligger Schæferhunden ofte i top 3. Én af grundende til at Schæferhunden oftest figurerer højt på disse lister er, at det er en meget udbredt hunderace i Danmark. Tallene indeholder også bid/skambid som et sket ved arbejdsopgaver, som f.eks politiopgaver.
Det skal dog tilføjes, at Schæferhunden har en stærk beskyttende adfærd, som gør, at den kan agere uhensigtsmæssigt.

Det er vigtigt, at Schæferen bliver socialiseret allerede fra hvalp og har kontakt med forskellige mennesker. Det skyldes, at den har et fremragende beskytterinstinkt, som fortæller den, at den f.eks skal beskytte børnene i hjemmet.
Det er vigtigt, at man lærer Schæferhunden at skelne mellem hvad der er en reel trussel og hvad der ikke udgør en trussel for ejeren/familien.

Schæferhunden er en mild og kærlig hund, der virkelig knytter sig stærkt til sin ejer og familie. En omplacering vil af selvsamme årsag ikke altid være lige nem, da den vil vente på, at sin ejer kommer tilbage efter den – det kan give adfærdsmæssige problemer.

Når det kommer til det generelle temperament af en Schæferhund, så afhænger dette meget af hvordan ejeren holdning er og hvordan opdragelsen er. Det er vigtigt, at man som ejer af en Schæferhund træner den rigtigt fra dag 1 – hvis man er en uerfaren ejer af en Schæferhund så bør man uden tvivl tage kurser i træning og opdragelse.

Schæferhunden egner sig ikke just til, at være alene en hel dag. Så hvis ejeren arbejder meget, er meget hjemmefra eller ikke har tid til, at aktivere hunden, så kan det resulterer i destruktiv og uhensigtsmæssig adfærd. Det betyder, at den kan begynde at gø, gnave i tingene eller blive angst.

 

Aktivitet og motionsbehov

Schæferhunden er en aktiv hund, der har brug for opgaver og en god portion motion hver dag. Schæferhunden skal stimuleres både fysisk men absolut også mentalt.
Det er en race der elsker, at gøre sin ejer tilfreds og har en trang til, at arbejde – hårdt. Det anbefales, at den bliver luftet 2-3 gange om dagen i form af gåture. Schæferhunden elsker også simple lege, som eksempelvis bare dét at kaste en bold og bringe den tilbage til sin ejer (Red: Der er forskellige holdninger til om det er gavnlig at kast bold eller andet med en Schæfer. Det trigger forskellige drifter i hunden, som kan tage relativ lang tid for hunden at få bragt ned i niveau)

Når det kommer til den deciderede træning af en Schæferhund, så er lydighedstræning vigtigt – allerede fra hvalp.
Allerede i en tidlig alder er Schæferhunden klar til, at lære og det kan med fordel udnyttes.
Hvis ikke Schæferhundens behov bliver dækket og stillet, så kan den – som førnævnt – udvise en destruktiv og uhensigtsmæssig adfærd.
Det viser sig f.eks ved, at den bider i ting (sko, gardiner, sofaer m.fl.) eller gør.
Det vil den gøre i frustration fordi den keder sig og ikke udnytter sit potentiale.

Det ér en hunderace der kræver, at man er det for den. Den kræver sin daglige motion og sin daglige portion arbejdsopgaver.

Hvis ikke man selv kan finde på ting, at beskæftige sin hund med, så kan man eventuel gå til hundesport som f.eks agility eller lydighedstræning. Her træner du med andre hundeejere, hvor i kan dele jeres gode råd og erfaringer. Et plus der også er ved hundesport er, at hunden bliver socialiseret.


Pels og pleje

Schæferhunden er en hunderace der fælder en del. Det skal nok forventes, at man skal finde støvsugeren frem noget hyppigere end man er vant til. Det anbefales, at man børster hunden jævnligt. Det vil mindske risikoen for unødvendig meget pels i hjemmet og så vil det selvfølgelig bidrage til, at den har en flot, pæn og glat pels.

Den fælder en smule gennem hele året, men der kommer også et par sæsonfældninger, som er en del voldsommere. Det vil være en god idé, at børste lidt ekstra i denne periode.

Schæferen har brug for et bad 2-4 gange om året. Hvis det er en hund der virkelig elsker, at gøre sig beskidt, så kan det naturligvis være, at det kræver et ekstra bad i ny og næ.
En Schæferhund har nemlig der der normalt bliver omtalt som værende ”en selvrensende pels”, hvilket egentlig blot betyder, at når pelsen tørrer, så vil alt skidt og snavs falde lige så stille af.
Bader man denne hunderace for ofte, vil de naturlige olier i pelsen blive beskadiget – af samme årsag er det også vigtigt, at man bruger en rigtig hundeshampoo, da pH-værdigen i hundens pels ikke er identisk med menneskers.

Når neglene på en Schæferhund skal klippes, så skal der udvises ekstra forsigtighed idet, at Schæferhundens negle er sorte, hvilket kan gøre det svært, at se de blodårer der ligger i neglen. Det kan være yderst smertefuldt for en hund, hvis dens negle bliver klippet for korte. Det anbefales, at neglene bliver klippet i dagslys eller i et rum med god belysning, da det gør processen lidt nemmere.
Hvis man er i tvivl bør man måske lade en professionel klare det.

Ørerne skal renses ofte, da der ellers kan ophobe sig ørevoks og skidt, som kan resultere i en infektion. Man kan få nogle rigtig gode produkter der kræver, at man lige drypper hundens ører i ny og næ, herefter skal det liges masseres ind hvor man så efterfølgende kan fjerne skidtet med en klud.
Det skal så vidt muligt undgås, at putte vand i hunden ører, da det kan danne grund for yderligere infektioner.

Så selvom man prøver, at gøre det rigtige, så kan det altså skade mere end det gavner.

En Schæferhund skal have børstet tænder 3-7 gange i ugen. Jo flere gange des bedre. Som med alle hunde, så kan det blive problematisk, hvis ikke det er noget der er blevet trænet allerede fra hvalp. Det er aldrig for sent at starte, men det skader bestemt ikke, at være på forkant og begynde allerede når hunden er hvalp.
Når det kommer til tandbørstning, så er det vigtigt, at man køber de rigtige produkter – altså en reel tandbørste beregnet til hunde og en spiselig tandpasta.
Man må aldrig bruge almindelig tandpasta som vi mennesker bruger.

Der er visse typer af hundefoder og hundelegetøj/tyggelegetøj der kan hjælpe til med, at undgå for mange tandsten og plak.


Helbred og sygdomme

Et udbredt problem som desværre tit og ofte ses hos større hunderacer - herunder også schæferhunden er albuedysplasi (AD) (Red: albuledsartrose) eller hoftedysplasi (HD).

Visse linjer er desuden udsat for schæferkløe (atopi), en arvelig allergi.

 

Højavl, grå-avl og egenskaber.

Alle schæfere er grundlæggende brugshunde, og når de kommer fra avlskårede hunde, så har de også vist et minimum af brugsegenskaber.
Begge typer hunde holder sig inden for schæferhundens standard, men de har hvert deres fokus.

Højavlshundene er specialiseret i eksteriør og scorer derfor højt der og klarer sig brugsmæssigt.
Brugshundene scorer højt på brugsegenskaber og klarer sig eksteriørmæssigt.
Begge hunde er gode familiehunde, de har et udpræget flokinstinkt og knytter sig meget til sin familie.

Højavlschæferen har generelt et lidt roligere gemyt og når det kommer til aktivering tilpasser den sig lettere et liv, hvor der ikke nødvendigvis arbejdes så meget.
Brugsschæferen tilpasser sig ikke lige så let.
Træningsmæssigt er de ret forskellige, selvfølgelig med individuelle afstikkere.

Højavlshunden er generelt både tungere og langsommere end brugsschæferen når det kommer til brugshundearbejde. Den er ikke ligeså driftig og derfor faktisk ikke ligeså nem at motivere til den sidste hurtighed og præcision.

Højalvsschæferen er avlet til at løbe det flotteste trav, som bliver brugt i en udstillingsring. Her kommer brugsschæferen til kort, da den er langt mere kantet, mindre vinklet og desuden også med farver, der har lidt mindre af de karakteristiske tegninger, som man ser på højavlsschæferen.

Brugsschæferen har en tendens til at blive for lille i forhold til standarden, højavlschæferen har en tendens til at blive for stor, igen med individuelle afstikkere.
Begge typer er dejlige - men har hver deres styrker.